Autenticitet – at finde ind til det menneske, du er
Hvad vil det egentlig sige at være autentisk?
Når du er autentisk, tager du udgangspunkt i dig selv frem for i det, du tror, andre forventer af dig. Du er bevidst om dine følelser, tanker og værdier og forsøger at lade dem komme ærligt til udtryk i den måde, du møder andre mennesker på.
Det betyder ikke, at du altid skal vide, hvad du føler, eller have alle svarene. Autenticitet kan også være at turde tvivle, begå fejl og stå i det, der endnu ikke er afklaret.
Autenticitet i parforholdet
Når jeg arbejder med par – blandt andet gennem parterapi – møder jeg ofte et ønske om at kunne være mere autentisk, både i mødet med sig selv og med sin partner.
Men det kan være svært.
For hvad sker der, når du viser noget sårbart, og din partner ikke er klar til at møde dig i det? Eller når du deler det, der virkelig rører sig i dig, men ikke føler dig forstået?
Hvis du ikke oplever dig mødt, kan du komme til at lukke ned eller trække dig. Måske uden helt at være bevidst om, hvorfor du gør det.
Det kan skabe et paradoks: Du længes efter at være dig selv og vise, hvem du er, men samtidig beskytter du dig mod at være helt åben, fordi du er usikker på, hvordan det bliver modtaget.
At være autentisk kræver derfor både mod og bevidsthed. Mod til at mærke efter og tro på det, du mærker. Og bevidsthed om, hvad der sker i dig, når du bliver usikker, såret eller ikke føler dig mødt.
Når vi tør stå ved os selv
Vi er autentiske, når vi tør stå ved os selv.
Når vi tør begå fejl.
Når vi tør sige: “Det ved jeg faktisk ikke.”
Når vi tør tvivle, være sårbare og vise sider af os selv, som måske ikke er perfekte.
Autenticitet handler ikke om at præstere en bestemt udgave af sig selv. Tværtimod handler det om at turde være til stede som det menneske, man er – også når man ikke har styr på det hele.
Kan man være for autentisk?
Jeg vil som udgangspunkt sige nej.
Men der er en vigtig forskel på autenticitet og på udelukkende at have øje for sig selv.
Hvis autenticitet bliver forstået som, at alt, hvad jeg tænker, føler og har behov for, altid skal siges eller fylde i relationen, kan vi miste blikket for den anden. Så handler det ikke længere om et autentisk møde, men kan i stedet blive en mere egocentrisk måde at være i relationen på.
For autenticitet eksisterer ikke kun i os selv. Den findes også i mødet med andre.
At være autentisk er derfor også at være åben og nærværende over for den anden. At lytte. At være nysgerrig. At turde undre sig over både sig selv og det menneske, man står overfor.
At turde stå i det åbne
Min tidligere underviser og professor har skrevet bogen “At stå i det åbne”, som blandt andet beskæftiger sig med dannelse gennem filosofisk undren og nærvær.
Det perspektiv taler ind i noget, jeg selv finder vigtigt: At vi ikke nødvendigvis skal have svar på alting.
Vi kan mødes i en fælles undren – over os selv, hinanden og livet.
Over kærligheden.
Over tilliden.
Over håbet.
Og over det, der skaber livsglæde og mening for os
Måske er autenticitet netop ikke noget, vi én gang for alle finder frem til. Måske er det noget, vi hele tiden øver os i.
At være åbne.
At være nysgerrige.
At være nærværende.
Og at turde stå ved det menneske, vi er – samtidig med at vi giver plads til det menneske, vi står overfor.

Medlem af Dansk Psykoterapeut Forening - MPF
Medlem af Foreningen af Dansk Psykoterapeut - FADP - Reg. Psykoterapeut
Klientudtalelser
Et kæmpe tak for de gode timer vi har haft ved dig. Det har virkelig været en fornøjelse at være i terapi hos dig, og samtale med dig. Det har hjulpet os til at genfinde hinanden.
- Par
Tak Cathe, Det har været givende og inspirerende i forhold til baggrunden, hvorfor vi tænker og handler som vi gør, og det har bidraget til en god forandringsproces, hvor vi stadig opdager nye ting både ved os selv og hinanden. I dag tør vi at sætte ord på det vi mærker og ser.
- Par og individuel terapi
Vi har været glade for samtalerne hos dig, som har givet os et skub til at komme i gang med at arbejde med vores kommunikation. Vi synes, at vi er blevet bedre til at sætte ord på og forstå hinanden.
- Par, C og G
Tak for hjælpen med at finde genhinanden, det har givet os mod og en ro til at være i processen, om at forandringer tager tid.
- Par
Vi har været meget glade for et forløb hos dig, både som par og individuel. Det har hjulpet og til både at se på os selv individuelt og som par, hvordan vi hjælper hinanden når noget bliver svært eller når vi misforstår hinanden. Vi er blevet mere glade sammen igen, og er blevet bedre til at stoppe op, og være mere nysgerrige på os selv og hinanden. Det hjælper os til bedre forståelse for hinanden.
- Par og individuel terapi
Vi nyder at booke en tid hos dig et par gange om året, hvor vi får tjekket ind på hvordan vi trives med i vores parforhold. - Vi får delt og sat ord på både det gode og det vi savner, vi syntes , at det giver os mere lethed i en travl hverdag, fordi vi er mere i balance.
- Par, M og L